Højtbegavede børn i skolen 1. udgave

Forfattere:

Mette Welling
Rasmus Welling
Lene Kobbernagel

GeGe Forlag
2014
ISBN-13: 978-87-9143-876-9

Hvor / hvordan får jeg fat på bogen?
Bogen er i 2018 kommet i en revideret udgave, og kan derfor ikke længere købes, men du kan låne den på biblioteket: Søg, find og lån fra alle Danmarks biblioteker

Emner:

, , ,

Anmeldelse:

”Højtbegavede børn i skolen – udfordring og inklusion i praksis” er første bog fra Mette og Rasmus Welling, skrevet sammen med Lene Kobbernagel. Den udkom i 2014 fra GeGe Forlag, som ud over bøgerne fra Welling, også har udgivet Pia Rydings bøger om ”Højtbegavede børn i dagtilbud”, både tekstbogen og opgavebogen. I samme kategori udgiver forlaget også ”Udfordrende opgaver i 1.-5. klasse” af Kristine Telling Cadieux (som dog ikke er anmeldt her på siden).

Hvor de tidligere bøger fra danske forfattere om børn med særlige forudsætninger primært har været skrevet af personer, som havde psykologisk og/eller akademisk baggrund, er ”Højtbegavede børn i skolen” skrevet af praktikere, hvilket er et friskt pust.

Den indeholder noget teori om børn med særlige forudsætninger, hvor forfatterne gengiver teorier af udvalgte forskere både fra Danmark og udlandet. Det er dog (efter min opfattelse) tydeligt, det først og fremmest er en praktisk bog, som er skrevet til lærere. Det synes jeg, den gør ganske godt.

Der er inspiration til undervisningsdifferentiering både inden for udvalgte fag, men særligt som generel tilgang til klassen, således får man hands-on praktisk vejledning til såvel relationsarbejde, teamsamarbejde og samarbejde med forældrene ud over inspiration til, hvordan du som lærer tilgodeser et højt begavet barn i klassen.

Der er masser af forslag til differentiering ud fra Blooms taksonomi, forsalg til mange interessante, kreative ekstraopgaver. Ligesom den også gennemgår en undervisningsmetode, som kan være særligt relevant til de ældre klasser, Flipped Classroom.

Hvis du er en ”teorinørd” ift., hvad det vil sige at være højt begavet, så er det nok ikke den rigtige bog. Men er du praktiker, og søger inspiration til at komme i gang med en differentieret undervisning, kan bogen varmt anbefales.

Citater fra bogen:

“Som alle andre børn skal de også udfordres og prøve at klare noget, som de troede var svært, så de får opbygget selvværd og selvtillid rent skolemæssigt. Som nævnt er mange højtbegavede børn vant til at kunne klare faglige opgaver i et eller to forsøg og føler sig typisk dumme eller mister selvværd, når de oplever det modsatte. De vil måske ikke i grundskolen møde reelle faglige udfordringer, men senere i deres studieliv vil de støde på opgaver, som fordrer koncentration og læringsstrategier. De højtbegavede børn har derfor brug for at lære at blive ved en opgave, selvom den kræver arbejde og er svær. De skal lære at lære! Får de ikke trænet denne evne, risikerer de at få dårlige studievaner og dermed klare sig dårligt på ungdoms- og videreuddannelser. (s. 53)”